Aktiv Imagination er meget kort fortalt en måde at komme i dialog med “det ubevidste”. Ifølge Jung er det ubevidste ikke blot personligt, men rummer også en kollektiv og såkaldt “arketypisk” dimension. Der vil sige, at der er kræfter på spil i psyken, som vi ikke er herre over og som har dybere rødder end vores personlige biografiske liv.
I andre kulturer og i andre tider har man kendt disse kræfter som guder, dæmoner, engle, naturånder etc, men idag er vi på godt og ondt blevet fremmedgjort fra denne mytiske verdensopfattelse. Vi er blevet i stand til bedre at “bemestre” naturen, både den indre og ydre, men vi har betalt dyrt for det, idet vi samtidig har tabt forbindelsen til denne meningsgivende og “hellige” dimension af tilværelsen.
De arketypiske kræfter er dog ikke af den grund forsvundet, de viser sig blot på nye og ofte uhensigtsmæssige måder. Som Jung beskriver:
“We are still as much possessed by autonomous psychic contents as if they were Olympians. Today they are called phobias, obsessions, and so forth; in a word neurotic symptoms. The gods have become diseases; Zeus no longer rules the Olympus but rather the solar plexus, and produces curious specimens for the doctor’s consulting room...”
Hvis ikke vi anerkender de arketypiske kræfter har de det med at trænge sig på gennem symptomer og lidelser, men kan vi omvendt komme i dialog med dem og give dem form, så kan de vise sig at være fantastiske hjælpere, allierede, vejvisere, der ofte ligger inde med den “skat” og den visdom som vi har brug for til at vokse og udvikle os.
Aktiv Imagination er i denne forbindelse det redskab, eller den praksis, som vi bruger til at engagere os i de arketypiske kræfter. Når det er holdt i et trygt, støttende og kærligt rum kan det være en dybt transformativ praksis, der gør det muligt at forbinde os med det som er større end os selv.
I sidste ende er det en rejse båret af kærlighed, udforskning og imaginativ kraft, der forsøger at skifte vores måde at være i verden, så at vi igen kan bebo en verden, der føles besjælet og meningsfuld.